Selv om antallet af spritulykker er faldet hen over årene, så var der sidste år en påvirket fører involveret i 12 % af alle trafikulykker, viser ulykkestallene, som Vejdirektoratet offentliggjorde for nylig. I 2017 var der seks flere dræbte og 17 flere alvorligt tilskadekomne i spritulykker på vejene i forhold til året før.
– Hver ulykke er én for meget. Det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan, så vi får vendt den her udvikling og får antallet af spritulykker endnu længere ned. Ulykkerne rammer hvert år alt for mange mennesker og deres pårørende med store menneskelige omkostninger til følge, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Hvis vi skal have antallet af spritulykker ned, så stiller det også krav til dem, der inviterer gæster, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, som sammen med 79 kommuner netop har gennemført den landsdækkende kampagne mod spritkørsel, “Klar til et pust?”
– Det er vigtigt at vi får flere til at spørge deres gæster, hvordan de kommer hjem, hvis de drikker alkohol, når man fx mødes til en middag eller en fest. Ring efter en taxa eller tilbyd overnatning, hvis en person har drukket for meget til selv at køre hjem. Det kan være med til at forhindre en alvorlig trafikulykke, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.
ere spritkontrol i juli
Spritulykkerne sker hele året, og alene i årets første måneder har politiet sigtet 2.380 personer for spritkørsel på vejene. Sommeren er en af de perioder, hvor vi drikker mere alkohol, og samtidig sker der også en stigning i antallet af spritulykker med personskade i sommerperioden. Derfor har politiet i juni haft målrettede sprit- og narkokontroller i trafikken. De kontroller kommer der flere af i juli måned, lyder det fra Rigspolitiet.
– Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
På www.politi.dk kan du læse mere om politiets spritkontrol i juli.
Sigtede for spritkørsel per politikreds januar-maj 2018 (kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter):
- Nordjylland: 213.
- Østjylland: 197.
- Midt- og Vestjylland: 351.
- Sydøstjylland: 229.
- Syd- og Sønderjylland: 205.
- Fyn: 208.
- Sydsjælland og Lolland-Falster: 195.
- Midt- og Vestsjælland: 186.
- Nordsjælland: 152.
- Københavns Vestegn: 121.
- København: 305:
- Bornholm: 18.
|