Røg i totterne på græsklipper.
En uenighed om klipning af et græsareal i området Ved Stranden i Tisvildeleje resulterede onsdag eftermiddag klokken 17.15 i, at en 62-årig mand blev truet af en ukendt gerningsmand.
Den 62-årige var i færd med at klippe græsset, da en anden mand dukkede op og var utilfreds med græsklipningen. Da den 62-årige gav udtryk for, at han ikke ønskede at tale med manden om, hvorvidt der skulle klippes græs eller ej, tog manden fat i den 62-årige og truede ham på livet, hvorefter han forsvandt fra stedet.
Manden beskrives som dansk af udseende, 45-55 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden med kort, brunt hår.
Det oplyser Nordsjællands Politi i den seneste døgnrapport.
(d. 3 sep. 2020)