DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Tøjhusmuseet skifter navn til ’Krigsmuseet’. Åbent hus 1. juli

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Pressemeddelelse.

D. 1. juli skifter Tøjhusmuseet navn til Krigsmuseet. Det bliver markeret med gratis entré, paneldebat med Rane Willerslev, Bo Lidegaard, Mikkel Vedby Rasmussen og Jens Carl Kirchmeier-Andersen, talks, modeshow og spionskole for børnene. 

I museumsverdenen er der hård kamp om gæsterne, og danskerne bliver hver dag bombarderet med nye kulturtilbud. Derfor er det vigtigt som gæst hurtigt at kunne afkode, hvad et museum har at tilbyde. Og det er svært, når navnet består af gamle, uforståelige ord som ’tøjhus’, som vi ikke længere bruger.

Derfor skifter Tøjhusmuseet navn, og fra 1. juli kl. 13 hedder det Krigsmuseet. I den anledning holder museet åbent hus med gratis entré og et spækket program. Du kan opleve paneldebat, talks, modeshow og spionskole for børn. Selve navneskiftet bliver markeret med ”dansk løsen” – tre løse skud med kanon, – hvilket vil kunne høres i hele området omkring Slotsholmen.

Nyt navn til debat
Det nye navn skal hjælpe gæsterne med at afkode museets tematik. Men er Krigsmuseet et godt valg med den symbolværdi og de associationer, det frembringer? Hvad med Forsvarsmuseet? Eller er der de sidste år sket noget med vores syn på Danmark i krig? Det diskuterer et panel 1. juli kl. 11.

I panelet sidder Rane Willerslev, Museumsdirektør på Nationalmuseet; Bo Lidegaard, historiker og tidl. Chefredaktør hos Politiken; Mikkel Vedby Rasmussen, Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og Jens Carl Kirchmeier-Andersen, Museumschef for Krigsmuseet. Ved roret i debatten står Jacob Frische, presserådgiver på Nationalmuseet og tidl. studievært på DR2.

Nyt navn, ny vej
Udover et mere tidssvarende navn, er navneskiftet altså også startskuddet til en ny strategi. Ikke alene bliver der arbejdet på større projekter med at forhøje gæsternes aktivitetsniveau. Der skal også fremover mere fokus på, hvordan krig påvirker mennesker. Det være sig soldater, udsendte gennem NGO’er eller den befolkning, der lever midt i det.

Krig fylder meget i medierne og dermed også i vores bevidsthed. Med det nye navn og den nye strategi vil vi gøre museet mere nærværende og vedkommende,” siger museumschef Jens Carl Kirchmeier-Andersen og fortsætter:

”Vores mål er at sætte fænomenet krig under lup. Hvad er krig, hvorfor opstår krige, og hvad gør det ved mennesker og samfund. Uanset om man har krigen tæt inde på livet, eller den udkæmpes i fjerne egne og opleves på afstand.”

Krigsmuseets nye fokus vil både blive inkorporeret i museets udstillinger og blive centrale emner i kommende særarrangementer, såsom foredragsrækken Fad & Foredrag og børneaktiviteter i skolernes ferier.

Program for dagen
1. juli er spækket med aktiviteter fra kl. 10-16. Livgardens Tambourkorps byder velkommen kl. 10. Kl. 11 diskuterer paneldebatten det nye navn, og kl. 13 markeres navneskiftet med ”dansk løsen”.

I løbet af dagen viser Livgarden det moderne soldaterudstyr frem, mens museets folk giver et indblik i det historiske af slagsen. Børnene kan komme i lære som spion fra Den Kolde Krig sammen med Rollespilsakademiet. Gæster kan også opleve et ’modeshow’ med soldateruniformer gennem tiden, og høre talks om bl.a. Danmark under Den Kolde Krig. Der er også lancering af den nye highlight-rundvisning, der giver en introduktion til udstillingerne, som gæsterne efterfølgende kan udforske på egen hånd.

Læs mere og se hele programmet på krigsmuseet.dk

Hvad: Åbent hus på Krigsmuseet

Hvornår: 1. juli kl. 10-16

Hvor: Indgang på Tøjhusgade 3, 1220 København K eller gennem gården fra Søren Kierkegaards Plads

Pris: Gratis entré, men man skal have en billet. Den kan hentes på krigsmuseet.dk eller i døren på dagen

————————————–

Fun facts

  • Et tøjhus er et våbenkammer
  • Museet ligger i Christian 4.s gamle tøjhus fra 1604
  • Museet har heddet Tøjhusmuseet siden 1928
  • Kanonhallen er med sine ca. 160 meter Nordeuropas længste hvælvede hal
  • Museet blev i 2014 en del af Nationalmuseet
  • Knapt 80.000 gæster besøger museet årligt
  • Krigsmuseet arrangerer også rundvisninger i Skibene på Holmen (skibe fra den kolde krig) og i samlingen af tungt materiel i Hangar 46 ved Flyvestation Værløse

Oplev kanoner, håndvåben, rustninger, uniformer og drabelige sværd i Christian 4.s solide våbenlager fra 1604. Bliv klogere på Danmarks krige fra 1500-tallet og frem til nu, hvor du kan opleve alt fra samuraisværd til en tysk V-1 bombe fra Anden Verdenskrig og en AK47 fra somalisk pirat. Træd ind i en dansk militærlejr fra krigen i Afghanistan, eller læg dig til rette i hængekøjerne og hør om livet i den danske flåde gennem tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *