Gribskov Kommune styrker sin indsats for at få flere unge i job og uddannelse ved blandt andet at samle fagfolk i ét center og give den unge én kontaktperson. Ungeindsatsen begynder 1. marts.
Cirka 350 unge i alderen 14 til 29 år modtager et brev fra Gribskov Kommune denne uge. I brevet får de at vide, at deres sag bliver flyttet til Ungeindsatsen, der begynder 1. marts.
Ifølge formand for Beskæftigelse og Unge Mikkel Andersen (S) er formålet med Ungeindsatsen at styrke kommunens fokus på at hjælpe unge med udfordringer. Unge, som har svært ved at vælge retning i livet og har brug for støtte og vejledning til at komme ind på en uddannelse eller i arbejde.
”Vi har valgt at samle ungeindsatsen i ét center, hvor fagfolk fra socialområdet, skoleområdet og beskæftigelsesområdet kan arbejde tæt sammen om at støtte og vejlede den unge. Her vil den unge have én kontaktperson og dermed én indgang til kommunen. Det skal skabe mere ro og tryghed for de unge, så de kan koncentrere sig om det vigtige,” siger udvalgsformanden.
Win-win
Næstformand i Beskæftigelse og Unge Jørgen Simonsen (V) tilføjer, at det handler om at understøtte de unge i at udvikle sig i retning af et selvstændigt voksenliv med livskvalitet.
”Ungeindsatsen vil både gavne de unge selv og det lokale arbejdsmarked. Der er nemlig mangel på arbejdskraft, så på den måde er det win-win, at vi hjælper de unge godt videre i livet,” siger Jørgen Simonsen.
Etableringen af Ungeindsatsen sker på baggrund af ny lovgivning ”Kommunal indsats for unge under 25 år”, som trådte i kraft i august 2019. Formålet med lovgivningen er blandt andet at sørge for, at ungeindsatsen bliver koordineret på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og sociallovgivningen.