Vinteren har krævet stor indsats mod frysende våde vejbaner.
Selv om vinteren indtil videre har været mild og våd, betyder det ikke, at Vejdirektoratets saltbiler har holdt stille i garagen. Tværtimod. Netop når der er fugt i luften, og temperaturen ligger og vugger lige omkring frysepunktet, er det ekstra vigtigt at salte mod frysende våde vejbaner. Og det har Vejdirektoratet da også gjort.
”Vores tal viser, at vi indtil videre i denne vinter faktisk har brugt lidt mere salt, end vi plejer at gøre på en normal gennemsnitsvinter,” siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet. ”Det skyldes, at det kolde og fugtige vejr kræver en stor indsats mod rim og is på kørebanen. Mange trafikanter tror måske, at vores vintertjeneste nærmest kan holde fri, så længe dagstemperaturen holder sig på den rette side af frysepunktet, men det er langt fra tilfældet. Vi er nødt til at være aktive med saltbilerne for at holde vejene sikre og farbare til glæde for bilisterne.”
Selve opgaven med at bekæmpe vinteren på de danske veje ligger hos Vejdirektoratets vintertjeneste i Aalborg. Her sidder medarbejdere og overvåger statsvejnettet og temperaturudviklingen i døgndrift. Og når der med stor sandsynlighed er udsigt til rim eller frysende våde vejbaner, bliver de vognmænd, der salter vejene for Vejdirektoratet, sendt på gaden med deres saltspredere.
Udkaldene til saltsprederne sker som oftest om natten eller i de tidlige morgentimer, så vejene kan være sikre og farbare for morgentrafikanterne. Men der bliver naturligvis også saltet i løbet af dagen, hvis vejrliget kræver det.
”Vores mål er at forstyrre trafikken mindst muligt,” siger Charlotte Vithen. ”Derfor prøver vi at få saltet vejene, inden morgenpendlerne for alvor dukker op, så de store saltbiler ikke fylder på vejene. Og derfor er vores arbejde usynligt for de fleste af trafikanterne.”
Fakta:
Samlet set har Vejdirektoratets saltbiler ved midten af januar brugt 26.555 tons salt i denne vinter. Det er godt 6 procent mere end på dette tidspunkt i en gennemsnitlig vinter.
Saltbilerne er indtil videre blevet aktiveret i det, der svarer til 47 landsdækkende udkald, hvilket også er en smule over normalen.
Eftersom et landsdækkende udkald sender omkring 130 saltbiler på gaderne, så betyder det, at Vejdirektoratet havde 3.400 enkeltture med saltspredere ude at køre i december måned.
Følg vinteren på Vejdirektoratets trafikkort
Man kan følge med i vejenes tilstand om vinteren på Vejdirektoratets trafikkort eller vinterapp.
Her kan man få mange informationer om Vejdirektoratets vinterarbejde:
· Man kan se, hvornår der senest er blevet saltet på statens veje og kommunens veje. For eksempel farves vejene på trafikkortet rød/gul/grøn, hvis de er blevet sneryddet eller saltet de seneste to døgn.
· Man kan se, om der er glatføre, eller om vejene er normalt farbare.
· Man kan følge saltsprederne og sneplovene via små ikoner, når de kører rundt på vejene.
Læs mere på hjemmesiden om Vejdirektoratets vintertjeneste med statistik og gode råd til vinterkørsel.