DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

VEJBY: Kom med til åbningen af Trongårdsbakken – nyt aktivitetscenter for mennesker med demens

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Torsdag d. 7 september 2023 er der officiel indvielse af Trongårdsbakken, Gribskov Kommunes nye aktivitetscenter for mennesker med demens. Alle interesserede er velkomne.

Trongårdsbakken er et nyt aktivitetscenter i Gribskov Kommune for mennesker med moderat til svær demens. Aktivitetscentret ligger på Plejecenter Trongården, men er etableret som et selvstændigt afgrænset område.

Indvielsen af aktivitetscentret foregår den 7. september 2023 kl. 15-16.30, hvor alle som ønsker at deltage, er velkomne. Adressen er Trongårdsbakken 1, 3210 Vejby.

Medarbejderne vil på indvielsesdagen vise rundt i rammerne, og man kan høre mere om, hvordan dagligdagen på centret vil være. Der bydes også på snacks og noget at drikke.

Man vil også have mulighed for at opleve nogle af de nye måder at tilbyde aktiviteter for brugerne – blandt andet en teknologi, som træner motoriske færdigheder, kognitive evner, samarbejde og reminiscens – i form af spil og aktiviteter. Og hvilestolen, hvor brugerne kan slappe af med rar musik og en tyngdedyne.

Helle Lund, som er formand for Udvalget for Ældre, Social og Sundhed i Gribskov Kommune, byder velkommen og holder en indvielsestale på dagen. Formanden udtaler:

”Med åbningen af Trongårdsbakken får vi endnu bedre mulighed for at styrke livskvaliteten for personer, der lever med moderat til svær demens, og for at understøtte, at de fortsat kan have et aktivt liv og bevare et netværk så længe som muligt. Jeg håber og tror på, at også de pårørende vil få stor glæde af vores nye aktivitetscenter, og jeg ser frem til, at centret slår dørene op.”

Helle Lund (pressefoto)

Næstformand Pia Foght glæder sig også til, at det nye aktivitetscenter ser dagens lys:

”Det kan være hårdt at være pårørende til en person med demens. Vi ved, at de er særligt belastede og i risiko for selv at blive syge. Derfor er det er en god idé for alle, at der findes et tilbud, som både bidrager til livskvaliteten hos den, der lever med demens, og hos de pårørende, som hjælper med, at hverdagen hænger sammen i resten af døgnets timer.”

Pia Foght (pressefoto)

Åbner for brugere 11. september 2023

Selve åbningen af Trongårdsbakken sker mandag den 11. september 2023. De brugere, der kommer til at benytte stedet, vil derfor ikke være til stede ved indvielsen den 7. september 2023, da det vil være for udfordrende for mange af dem at være en del af.

Trongårdsbakken skal rumme mennesker med moderat til svær demens, mens kommunens andet aktivitetscenter Holbohave, vil være for dem med let til moderat demens. Det betyder, at nogle af brugerne i det nye center kommer fra Holbohave. Der er arrangeret informationsmøde for de pågældende og deres pårørende, og der er stort fokus på at skabe en så tryg overgang som muligt.

Personen i centrum, ikke sygdommen

Forud for åbningen af Trongårdsbakken har de ansatte i det hele taget forberedt sig grundigt på at skabe gode rammer for de kommende brugere af huset og deres pårørende, fortæller lederen Bettina Bach Offendal:

”Det har været vigtigt for os at skabe et sted, som er brugernes hus. De skal selv være med til at tilrettelægge aktiviteter, som samtidig støtter dem i at vedligeholde fysiske og kognitive funktioner. Det kan fx være gennem fælles madlavning, spil, gåture, gymnastik eller havearbejde. Vi har i det hele taget fokus på at understøtte aktiviteter, der kan give ’gymnastik’ både for kroppen og hjernen. Vi arbejder samtidig med en personcentreret omsorg, der betyder, at vi tilrettelægger omsorgen og plejen ud fra den enkeltes perspektiv og livshistorie og ud fra deres vaner og psykologiske behov. Det er personen fremfor sygdommen, der er i centrum.”

Åbent mandag-fredag

Trongårdsbakken vil være åben mandag-fredag kl. 8-16, og der er plads til, at 10-12 brugere kan opholde sig i aktivitetscentret samtidig. Udover at tilbyde gode aktiviteter og socialt samvær for brugerne, skal aktivitetscentret også være med til at skabe et tiltrængt pusterum for de pårørende, som kan planlægge andre aktiviteter med ro i maven.

(udgivet d. 2 sep. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *