Det er dybt beklageligt at høre, at Idrætsrådet i kommunen har valgt at trække sig fra deres arbejde. Idrætsrådet har haft en uundværlig rolle i vores kommune og har arbejdet intensivt inden for deres område i denne valgperiode skriver byrådsmedlem Mathias Zilberberg (løsgænger) i en pressemeddelelse.
Siden nyheden blev offentliggjort, har der været forskellige skriverier fra andre partier i pressen. Indlæggene præsenterer også en række forskellige påstande, som jeg føler trang til at svare på. Jeg kan på det kraftigste afvise, at idrætsrådets beslutning om at trække sig er blevet forelagt udvalget på forhånd. Jeg kan også afvise, at udvalget skulle have modtaget meldinger om, at idrætsrådet ikke følte, at samarbejdet var konstruktivt og at udvalget påtænkte at trække sig. Udvalget blev først bekendt med idrætsrådets utilfredshed og beslutningen om at trække sig, da tilbagetrækningen blev meldt ud på et ekstraordinært møde torsdag morgen.
Jeg er af den overbevisning, at vi som udvalg altid har haft en åben dør og et ønske om et konstruktivt samarbejde med Idrætsrådet. Hvis dette ikke er opfattelsen i rådet, er det meget beklageligt. Derfor er det også dybt beklageligt, at vi ikke er blevet gjort opmærksomme på eventuelle problemer eller samarbejdsvanskeligheder før denne meddelelse. Hvis jeg havde haft kendskab til, at der var utilfredshed med samarbejdet, ville jeg naturligvis have reageret hurtigt og forsøgt at finde en løsning.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Idrætsrådet for deres arbejde og engagement i fællesskabet. Deres indsats har været betydningsfuld, og jeg værdsætter de bidrag, de har givet til det lokale idrætsliv og til KIF. Jeg er derfor glad for, at enkelte medlemmer af udvalget fortsætter i en arbejdsgruppe, som har til formål at sikre, at idrættens vigtige input ikke går tabt det næste år. Jeg er også glad for, at udvalget for kultur, idræt og forebyggelse allerede nu er i gang med processen om at skabe fremtidens råd. Hele situationen omkring Idrætsrådet kalder i hvert fald på forandring.
![](https://www.kattegat.nu/wp-content/uploads/2022/01/Mathias-Arnvig-Zilberberg-F-pressefoto-500x500.jpg)
(udgivet d. 7. feb. 2025)